Økologisk vin fra Saint-Joseph
La Ferme des 7 Lunes
La Ferme des 7 Lunes drives af vinbonden Jean Delobre. Gården ligger i Saint-Joseph området i den nordlige del af Rhône-dalen lige nord for Valence. Jean var oprindelig med i den lokale vinsammenslutning, men siden 2000 har han lavet sin egen vin. Han gik samtidig i gang med at omlægge sine vinmarker til økologisk dyrkning, altså uden brug af pesticider og kunstgødning. Derudover følger han de biodynamiske dyrkningsmetoder, hvilket også indebærer at Jean har andre afgrøder end vin, bl.a. abrikoser.
For Jean er det meget vigtigt, at vinen smager af de jorde den kommer fra, det man på fransk kalder "terroir". Han bruger kun gamle egefade, så vinen ikke bliver "sminket" af den stærke vaniljesmag fra nye fade. Flere af hans vine laves, uden at der tilsættes sulfitter, så vinen bliver helt "naturlig". Vinen konserveres så alene ved hjælp af de sulfitter druerne selv danner. Jean er en sand vinkunstner.