Økologisk bag-in-box vin
Les Vignerons Ardéchois
Ardèche området i det sydlige Rhône er et populært feriested pga. den smukke natur. Men Ardèche er også et område, hvor der produceres meget vin, primært vin de pays. I den lille by Ruoms ved siden af Ardèche floden ligger vinanlægget, Vignerons Ardéchois, som er en sammenslutning af 14 mindre vinsammenslutninger. Her tappes vin på flasker og i stigende grad bag-in-box til hele verden. Den store fordel ved bag-in-box er, at vinen kan holde sig i op til 3 måneder, efter at boksen er åbnet. Man kan derfor tappe større mængder vin og få et rigtig godt forhold mellem kvalitet og pris.
En af de 14 vinsammenslutninger, La Cave de Bourg-Saint-Andeol, besluttede for nogle år siden at omlægge en del af vinmarkerne til økologi, og beslutningen blev bakket op af Vignerons Ardéchois, som nu tilbyder vin lavet på økologiske druer.