2017 Primeur Fest

Torsdag den 16. november 17-21 fejrer vi, på Vores Marked i Farum, frigivelsen af den første 2017 vin fra Chateau de Manissy, Côte du Rhône Primeur og hvid Etoile filante.

Det bliver en fest, så kom og fejr med os.

Vi var godt nok bange for, at vi havde været lidt for kække, at arrangere primeur event uden Torben Thyrring. Men nogle gange flasker tingene sig - vinen kom på flaske i onsdags, i dag ankom den til Farum, og på torsdag skal vi smage de første 2017 dråber.

I dagens anledning serverer vi løgsuppe, og dagens tilbud er en skål løgsuppe med et glas Primeur til kun 75,00 Kr. Du kan reservere bord ved at sende en sms til 2324 2846, og skrive hvor mange I kommer.

Vores økologiske Grenoble-valnødder er kommet.

I torsdags kom vores økologiske valnødder fra Grenoble. I år havde vi bestilt 500 kg, eller 1/2 ton, det synes vi lyder lidt sejere. De er lige så gode som de plejer at være.

Vi har allerede solgt de første 200 kilo, så selv om vi har mange, skal du ikke vente alt for lang tid.

Vores valnødder har kvalitetsbetegnelsen AOP Grenoble. Valnødder fra Grenoble er anerkendt i hele verden som den bedste kvalitet der findes.

For at opnå kvalitetbetegnelsen AOP Grenoble, skal nødderne have en diameter på mindst 28 mm, og de skal komme fra et bestemt område, der ligger omkring byen Grenoble i Alperne.

Nøddernes kvalitet hænger sammen med jordbunden, og så bliver markerne i foråret vandet af den smeltende sne. Valnødderne er ikke særlig bitre, og mange af vores kunder siger, at der er nogle af de bedste valnødder, der findes.


Med venlig hilsen
Vores Marked