Tid til saftige røde: gratis drop ind smagning

Efteråret er endelig over os. Det er tid til rodfrugter, simremad, lammekoteletter med æblesurt, måske en rød bøf - og rødvin, masser af skøn økologisk rødvin, de lette, de syrlige, de bløde og de kraftige.

Som altid vælger vi vinen efter maden, stemningen og de mennesker vi skal drikke den sammen med.

Kom og få inspiration og smag et udvalg af dejlige økologiske rødvine. Det er gratis, du kommer bare.

På Vores Marked Frederiksberg: fredag den 28. September, klokken 16-18

På Vores Marked Farum: lørdag den 29. September, klokken 15-17

Vores Vinskole: vin med tanin

Hvad er tanin eller gavesyre, hvor kommer den fra og hvad gør vi med den? Hvad afgør om en vin har et højt eller lavt indhold af tanin? Vi tør allerede nu godt afsløre, at tanin har noget med rødvin at gøre, men du kan blive meget klogere, ved at deltage i vores næste Vinskole-aften.

Vi smager på ca. 10 vine, mest røde, og spiser lidt lækkert til. Vi garanterer en hyggelig aften, og du bliver ret sikkert også lidt klogere, ikke mindst på tanin og rødvin.

Der er stadig få ledige pladser:

Vores Marked Frederiksberg: onsdag den 3. Oktober, klokken 18-ca. 21.30, køb billet her

Vores Marked Farum: onsdag den 10. Oktober, klokken 18-ca. 21.30, køb billet her.

Vi ser rødt, pesticidrester ødelægger smagen af konventionel rødvin

På Vores Marked har vi altid udelukkende solgt vin på usprøjtede druer, og næsten alt den vin vi sælger er økologisk certificeret.

I 54 pct. af konventionel hvidvin og 47 pct. af konventionel rødvin er der iht. Danmarks Naturfredningsforening fundet rester af sprøjtegift. Det svarer cirka til hver anden flaske. I konventionel hvidvin er der i alt fundet fire forskellige sprøjtegifte, mens der i de røde vine er fundet ti.

Der er ikke fundet sprøjtegift i økologiske vine - hverken rød eller hvid.

Tidligere på året udgav det meget anerkendte magasin ” La Revue de vin de France” et fransk studie, hvor en forsker med speciale i pesticider og en fransk kok havde undersøgt om pesticidresterne i den konventionelle vin havde indflydelse på vinens smag.

Deres konklusion var, at arsenikforbindelserne i pesticiderne lammer smagscentre i munden, så smagsoplevelsen ændres. De franske forskere fandt i øvrigt pesticidrester i 80% af de analyserede konventionelle vine. De fandt i gennemsnit 293 mikrogram pesticid pr. liter konventionel vin, hvilket svarer til 2930 gange den tilladte grænseværdi i drikkevand.

Vi bliver vrede og forargede – vi ser rødt.

Kan du heller ikke lide smagen af pesticider, så køb økovin, lige som du sikkert allerede køber økomælk, økoæg og øko så meget andet.

Den røde olie

Den røde olie fra La Para er ikke rød, men olivenolie krydret med mild chili, rosmarin og en masse andre dejlige urter, og den er en af de produkter, der bare virkelig gør underværker. Olien kan bruges til at stege i, den kan hældes over grønsager, som du bager i ovnen, og den kan også give lidt bid til din salat. Når du først har lært at bruge den, gør den bare underværker i et køkken.

Prøv fx at bage græskar, skrællet og skåret i mundrette styrker og vendt i den røde olie i ovnen med lidt salt. Bland i en salat med spinat, feta, ristede pinjekærner og en dressing af balsamico, flydende honning og olivenolie. Mums, den røde olie giver lige akkurat græskarstykkerne en snert af bid, og sammen med honning-balsamicodressingen, så synger englene.

Kan du lide et vendt spejlæg eller en omelet, så prøv også den røde olie til stegningen.

Den røde olie fra La Para kan købes på vores webshop og på Vores Marked Farum og Frederiksberg. I øvrigt en super værtindegave eventuelt sammen med en balsamico.

Vil du lære mere om, hvordan du kan bruge de lækre olier og eddiker fra La Para, så meld dig til Vores Salatskole:

Vores Marked Frederiksberg den 26/9 18-20 eller den 23/10 18-20.

Vores Marked Farum den 24/10 18-20.

Billetten koster kun 100,00 Kr, du får undervisning samt et glas vin. Køb den her.

Med venlig hilsen
Vores Marked