Nyt fra markedet

Vi har fået masser af nye varer hjem, så vi er klar til at bringe lidt fransk sommer ind i den danske, mørke, kolde tid. For selv om blæsten rusker og regnen pisker ned, så kan vi jo alle godt have brug for at tage på en mental rejse til sydens sommer.

Skønne produkter fra Marius Fabre

Sæberiet Marius Fabre har lavet Marseille sæbe siden 1900. Der er ofte nogen, der spørger mig, hvad Marseille sæbe egentlig er for noget. Det er et rigtig godt spørgsmål, for Marseille sæbe er ikke en beskyttet betegnelse, og der er masser af sæbe, der bliver kaldt Marseille sæbe, som jeg i hvert fald ikke vil kalde ægte Marseille sæbe. I Frankrig er der en tradition for, at man beskytter særlige varer fra forskellige egne med betegnelsen AOC, Appéllation d'Origine Controllée, men under Ludvig den 14. blev betegnelsen Marseille sæbe gjort til en generel betegnelse for grøn olivensæbe.

Når man i dag taler om ægte Marseille sæbe, refereres der typisk til naturlig sæbe med 72% planteolie, olivenolie eller palmeolie, der laves efter de gamle Marseille traditioner, og som stammer fra et af de 4 gamle sæberier omkring Marseille. Det betyder, at meget af den sæbe, der sælges under betegnelsen Marseille sæbe, ikke er ægte, og desværre er noget af denne sæbe af dårlig kvalitet og ikke lavet efter den gamle metode, men blot billig sæbe tilsat lidt olivenolie. Denne sæbe er meget billig og er ofte tilsat farvestoffer, fx lilla, orange og mintgrøn.

Sæberiet Marius Fabre er et af de gamle sæberier, og deres sæber er af virkelig høj kvalitet. Sæberne er gode til sart hud, særlig de uparfumerede olivensæber. De egner sig rigtig godt til barbersæbe, idet de i modsætning til barberskum ikke udtørrer huden. 

På Vores Marked finder du sæber uden duft og sæber parfumeret med alverdens æteriske planteolier. Vi har nu også fået dejlige badesalte med fire forskellige dufte til kar- og fodbad, den skønne økologiske kropsolie i Oliviaserien og endelig den gammeldags murale sæbeholder med den fantastiske olivensæbe. Så bliver det bare ikke mere fransk.

Abrikosnektar til alle

Abrikoshøsten gav desværre ikke så mange abrikoser, men da vi ved, at mange af vores kunder elsker Vores abrikosnektar, har vi købt hele Jean Delobres produktion af de forfriskende dråber. Der går ca. 1 kg. abrikoser til en liter nektar. Når abrikoserne er pressede tilsættes lidt vand og en lille smule økologisk rørsukker, og det er netop fordi der er tilsat vand og sukker, at drikken kaldes nektar og ikke juice. En juice må ikke være tilsat sukker. 

Nektaren kan nydes kold på alle tider af døgnet. Den kan bruges til smoothies, drinks og desserter, kun fantasien sætter grænser. Den smager af solmodne abrikoser og sommer i Ardèche (en del af Rhônedalen).

Syrah vin fra Jean Pierre Monier

Vi har længe haft udsolgt af Syrah vinen fra Jean Pierre Monier, men nu har vi fået 2011 vinen hjem, og har netop frigivet den til salg. Jean Pierre har ca 10 hektar land, og det laver han ca. 40.000 flasker vin af. Det meste af vinen bliver reserveret flere år i forvejen af hans faste kunder, vi har nu også reserveret vinene flere år frem i tiden, ikke mindst de dejlige Saint-Joseph vine 2011, som vi glæder os til. De kommer dog først til foråret, da de stadig ligger på fade. Men det varer ikke længe inden vi frigiver hans Saint-Joseph Les Serves 2010, som er Jean Pierres ypperste vin blandet af udvalgte marker. Går allerede og glæder mig til at åbne en flaske til jul.

Nyt fra høsten

For mange af Vores producenter står efteråret i høstens tegn. Vinhøsten 2012 er ved at være overstået. Vejrmæssigt har 2012 været et svært vinår i Frankrig, og der er da også blevet høstet 13% færre druer end normalt, samme niveau som 2008, der også var et noget udfordrende år. Til gengæld lyder det fra Vores olivenbonde Philippe Matieu i Nyons, at alt tyder på et rigtigt godt olivenår. Nu krydser vi fingre for, at vejrguderne opfører sig som de skal, indtil olivenhøsten går i gang sidst i november. I Grenoble-området gik valnødavlerne i gang med høsten den 26. september. Valnødderne bliver i år af virkelig god kvalitet, men der er lidt færre end sidste år. 

Med venlig hilsen
Vores Marked