Fra Vores Marked

Først og fremmest rigtig godt nytår til alle Vores læsere. Vi håber alle kom godt ind i det nye år, og vi ønsker alle det bedste for 2013. Juledagene blev blandt meget andet brugt til at læse Pontus Elofssons nye bog "På Noma får man vin med klumper i", og den anmelder vi nedenfor. Da bogen handler om naturvin, har vi selvfølgelig også sammensat en lille smagekasse med naturvin fra Vores Marked, for teori bør altid følges op af praktik. I dette nyhedsbrev introducerer vi også en ny rubrik "Vidste du", en lille vidensrubrik.

Boganmeldelse: På Noma får man vin med klumper i af Pontus Elofsson

Måske skal man som jeg være bare en lille smule vinnørd for allerede efter få sider at lade sig fuldstændig opsluge af Pontus beskrivelse af økologisk vin, biodynamisk vin og naturvin, men det er en rigtig spændende vinrejse,  som vinchefen på Noma tager os med på.

Bogen giver meget nyttig viden og ikke mindst giver den et dansk/svensk bidrag til den store vindebat om, hvor vinen egentlig er på vej hen, og hvor vi som vinelskere gerne vil have den hen.  Er god vin lig med et kemisk fremstillet blandingsprodukt, der bl.a. indeholder druesaft, der altid har samme farve, smag og konsistens uanset hvor det kommer fra,  og som primært udmærker sig ved, at opfylde en række krav opsat af en håndfuld vinanmeldere? Ikke for Pontus, der ligesom undertegnede fuldstændig har ladet sig overbevise af naturvinen, med alt dens mangfoldighed, vildskab, ukrukkethed og glæde.

I del 1 af bogen sætter Pontus en lang række begreber på plads og han tager læseren ind i den meget komplekse men også utrolig spændende verden, der handler om, hvordan man sætter vin og mad sammen. Del 2 handler om Pontus egen rejse  fra punkelskende studerende til chefsommelier på Noma. Personligt blev jeg mest fanget af første del, hvor Pontus øser ud af sin viden. Helt sikkert den del af bogen, som jeg vil læse igen og igen. Ind imellem rummer bogen lige lovlig meget namedropping, men man kan jo vælge at se alle navnene som eksempler på, at man kan lave god økologisk vin.

Et vigtigt, underholdende og passioneret bidrag til den store vindebat. Tak for det Pontus.

Smagekasse: Naturvin

Naturvin er økologisk vin, der af vinbonden er behandlet så nænsomt som overhoved muligt, hvor der er tilsat ingen eller næsten ingen sulfitter, og som derfor i videst mulig omfang afspejler den jord eller terroir, som den kommer fra. Vi har sammensat en smagekasse med 6 naturvine, de 5 helt uden sulfitter tilsat, den sidste med et meget lavt indhold af sulfitter. 

Kassen indeholder 5 vine fra den biodynamiske gård La Ferme des 7 Lunes (de 5 måners gård) - 1 mouserende rosévin Glou Bulles, 1 rosévin Glou Rosé, 1 rødvin på gamay Glou Rouge, 1 rødvin på syrah Syrah 2011, 1 hvid Saint-Joseph på roussane druen Lune Rousse 2011 og endelig en rød Saint-Joseph Tradition 2010 fra Domaine Monier Perréol, også biodynamiker. 

Pris 650,00 (spar 87,00), gratis fragt 

Læs mere og køb her

Vidste du?

I 1935 forbød nazisterne Det Antroposophiske Selskab, den organisation, der grundlagt af Rudolf Steiner, udbreder kendskabet til de biodynamiske dyrkningsmetoder. Forbudet indebar også, at de biodynamiske præparater blev forbudt, og derfor fik præparaterne kodenavne, numrene 500 til 507, så man kunne anvende dem uden at blive afsløret af nazisterne. Kodenavnene 500, 501 osv. anvendes fortsat, men det er nok de færreste der ved, at numrene oprindelig var hemmelige kodenavne.

Med venlig hilsen
Vores Marked